Oktober 2012……. nu 8 år siden jeg blev verdensmester i fuld kontaktkarate! 6 kampe på to dage. Vandt de fem af dem. Benhård og målrettet træning i 12 måneder, og forinden det den daglig træning i dojoen, alle de andre kampe i tuneringer, samt rejsen rundt med landsholdet. Jeg husker stadigvæk da jeg trådte op på podiet. På 1 pladsen og modtog medalje, pokal og blomster. Og nationalsangen. Jeg har aldrig før sunget den så højt. Wow tænk at få den oplevelse. Så surrealistisk at tænke tilbage på. Var det virkelig mig!? Hvorfra fandt jeg den vilje og styrke!? Hvornår var det jeg besluttede at stræbe efter et så højt mål?
Jeg kan godt afsløre at jeg ikke var et karatetalent, da jeg vandt. Når man står på kampfladen er det ikke altid talentet der vinder, eller det flotteste spark. Det handler ofte om vilje, og især even til at kunne give slip på sit ego under rejsen til 1.pladsen. At være åben og nysgerrig over for andre giver dig stærke værktøjer. I en eliteverden af sport hvor alle kæmper mod hinanden for at vinde den ene store kamp, kan det være hårdt i et simpelt sted som omklædningsrummet! Usikker ”truende” blikke fra modstanderen som man møder nøgen i bruseren, hvor man måler hinanden, tjekker mængden af blå mærker, af masse og muskler. Deres blik og attitude. Kropssprog. Mennesker. Det enkles menneskes rejse. Alt det mærker man i dagen hvor man møder hinanden under disse vilkår, og derved bliver ens egen rejse meget tydelig.
Det er ikke pokalen og medaljen, trods jeg det, må jeg indrømme at den ser virkelig Bad Ass ud når den står der, og skinner i pokalskabet, og jeg stille for mig selv, sender den et kærligt ankerkende nik når jeg går forbi den. For den husker mig på at den bestemt ikke har været gratis. Den minder mig om hvad jeg skulle igennem for at vinde kampen. Hvad jeg har sagt nej til for at nå dertil. For verdensmesterskabet var ikke en kamp mod et andet land, eller mod et andet menneske. Kampen var en kamp for at blive et helt menneske. Et aktivt valg om at være hudløs ærlig på rejsen. At virkelig se sig selv som det nøgne sårbare menneske, opleve sig selv i pressede situationer, at kunne rumme andre mennesker uden filter, og have mod til fejl.
Jeg havde hele tiden en fokus på at rejsen til mesterskabet, skulle blive symbolet på det at være ydmyg i forhold til resultatet, men helt klarsynet bevidst om rejsen. At finde ro og tålmodighed, være lyttende, observerende og accepterende.
Da jeg blev udtaget til landsholdet efter at have været aspirant i nogle år, var det på en udtagelseslejer over 3 dage, sne og kulde, udendørstræning, uden at på noget tidspunkt vide hvad der skulle ske. En åbenbaring for mig, efter at have i minusgrader skulle rydde områder af en strand med vandet frosset til, kæmpe i kulden, og ligge sten på plads igen. Dyppe sig i det iskolde vand, og tilbage i dragten. Op om natten og sidde på den iskolde stenede gårdspladsen i meditation indtil man gav op for kulden. Her gav jeg slip. Her hørte jeg fuglenes morgensang for første gang, helt rent og klart. En alt overvinde smuk oplevelse der gav mig ilt og power. Ikke kun fysisk men også power til at lade tåre falde, og vise følelser, for så igen at kunne navigere i dem på kampfladen og i livet generelt. Det var den benhårde mentale rejse jeg stadigvæk den dag i dag bruger. Fysisk og psykisk, bevidsthed om krop, og even til at håndtere konflikter uden drama. At se tilstandene for hvad de virkelig er, og acceptere at andre mennesker også er på en livsrejse.
Tidligt i mit karateliv voksede nørden i mig. Jeg blev hurtigt opslugt af mennesket og dens adfærd i de situationer og relationer, og begyndte at læse bøger af japanske stormestre. Jeg blev opslugt af den verden hvor sporten møder filosofien, og tilsammen skaber en helhed. Men som de mange år med karate er gået, er det ikke længere nødvendigt at have dragten på, trods jeg stadigvæk udøver min karate, iført dragten 3 gange om ugen. Jeg føler karaten indeni som en stor ydmyg styrke, det hjælper mig, guider mig, og husker mig på den lange rejse er unik, og ikke alle har kunne gennemføre utallige timer med blodvabler på fødderne, eller forstuvede lemmer, en sensie der uden nåde, bliver ved med at bede en om gør om, bliver bedre, presse en, udfordre en, og forstå at anerkendelsen først kommer løbende, usagt, men i form at egen forståelse hvor krop og sind pludselig hænger sammen. Det er meget wax on wax off. Jeg har fejet tusinde gulvbrædder i dojoen, har malet vægge, har pudset spejle og slæbt alt i karatens navn.
Jeg kan ikke tælle hvor mange blå mærker og buler min krop har båret, hvor mange trælår jeg har trukket hjem op ad trappen. Alt det der ikke fortælles, som skaber en. Alt det der i livet virker alt for hårdt og omtumlende er udviklingen i karate blot et symbol på.
Forskellen ligger dog i at når du føler du smelter af udmattelse i dojoen, i kampen den fysiske som den psykiske, er der altid en anden kriger der med ord råber dig mentalt op fra gulvet igen. Selv den makker der har kastet dig, så du ikke kan finde ud af op og ned, hjælper dig på benene igen.
Her er karate anderledes end livet, men karaten kan og bør bruges på livet. Det er et værktøj der virkelig forventer, og kræver du slipper dit umodne ego, at du forstår det ikke handler om dig for at få dig derhen hvor du skal. Det er noget større, din egen lidelse slipper du gennem træning, ved at hjælpe den næste i rækken, og derved opnår du noget der er større end at fodre dit eget ego.
Jeg har den største respekt for de mennesker der vælger at træde foden ind i en dojo. For karate er fyldt med myter, gode historier, fra film til overleveringer. Jeg har siddet omkring mange borde og hørt historier fra de gamle sortbælter, om deres rejse, om deres liv, hvor karaten har været en livstok, der bevidst som ubevidst bliver en navigatør for hvordan man færdes i livet. Jeg er selv ved at være en af de gamle sortbælter. Jeg kan mærke det indeni, og heldigvis føler jeg en oprigtig stor ydmyghed og forpligtelse overfor andre der først er ved at starte deres rejse nu. Det er en stor ting at et andet menneske giver sin tillid til dig. Det er stort at de ønsker gennem træning at modtage viden fra din personlige rejse.
Man skal ikke skamme sig over sine sejre, og ej heller ikke lade dem forblind sig, på lige fod med man ikke skal skamme sig over eller være bange for at se sine nederlag, at bruge dem. Det er ikke den kamp hvor du vinder medaljen du lære noget af, nej det er de 99 % andre kampe hvor du tabte guldet, du har vundet visdom og erfaring af. Vel og mærket hvis du er modig nok til at elske din fejl og nederlag. Man kan ikke være stærk som menneske, hvis ikke man også har den anden side. Den side der giver dig lov til at græde, søge hjælp, og inspiration fra andre. At anerkender andre, og lad andre mennesker gro i sit nærvær, upåagtet at man måske ikke er enig eller de ej fodre dit ego. Men blot lade dem vokse og søg den tusinde lange mil rejse der stater med ét skridt. Gå ved siden af. Ikke foran, ikke bagved, men ved siden af. Det er blandt andet det karate handler om
Karate er et fantastisk værktøj. Men det ligger ikke bare på en hylde gratis tilgængeligt. Man skal investere tid, og aktivt selv ligge det på hylde, så man kan tage det frem i livet når energien skal bruges. Man behøver dog ikke blive kriger på et landshold for at vinde karatelæren – karaterejsen. Det samme kan ske i daglig træning i dojoen, hvor der er fællesskab, og sport. Man behøver ikke være en nørd og gå helt i fordybelse. For karate kan også på overfladen give dig et andet perspektiv, for uanset om man ønsker krigerrejsen elle blot ønsker at udøve karate, fordi det er en super funktionel sport, så vil man altid have et fælles ansvar for hinanden. Man vil altid skulle løfte hinanden, og støtte hinanden, og det i sig selv er en frivillig akt som er fantastisk, der er selvværdsopbyggende.
Måske du læser min historie som selvhøjtideligt, eller pralende, og det er helt ok. Fra min side er lysten til at fortælle min historie dog grundlagt fordi den har givet mig så virkelig mange spændende timer, hvor jeg ikke på noget tidspunkt er i tvivl om at karaten har hjulpet mig til at nå mine mange af mål. Jeg husker at da jeg besluttede mig for at vinde guldet, var det efter at jeg havde deltaget ved mit første WM og blot fik en placering som nr. 6. Jeg forstod jeg måtte ændre min egen adfærd, gøre noget nyt. Det første jeg gjorde var at tegne et billede af mig selv iført karatedragten stående på skammel med en medalje og et stort 1 tal skrevet på. Den tegning hængte jeg op derhjemme så jeg hver dag huskede mig selv visuelt på hvorfor jeg tog de valg jeg gjorde.
Jeg har siden brugt den, blandt andre metoder, til at nå mine mål. Så som 39 år blev jeg verdensmester i fuldkontakt karate, som 40 år udgave jeg min tankemadbog, siden er det blevet til mange artikler, 2.dan i karate, træplantning, iværksætter, en freelance virksomhed som MADsens, Tiger sport Copenhagen hvor karate er det primære, min drømmeuddannelse på gastronomlinjen med sølvmedaljeudmærkelse, Food coordinator uddannelse, stiftet en forening for kvinder der elsker rock, og nu jobbet som faglærer i gastronomi for unge mennesker der har barske udfordringer i hverdagen, og ind i mellem alt det andet. Nu er jeg 47 år gammel. Træner forsat karate, og er slet ikke færdig med at blive udfordret. Alder må i min optik ikke være en forhindring for udvikling. Jo ældre jo større erfaring. Det er smukt – især hvis man lære at elske og omfavne sine evige tusinde fejl. For når man har lært af sine første fejl, begår man nogle nye, og hvis man er heldig så møder man nogle der vil rette en, og guide en, så man forsat kan vokse, så er man i sandheden et rigt menneske.
Tak fordi du gav dig tid til at læse, det betyder du er et nysgerrigt menneske.
Jeg bukker i respekt
OSU ,
Nanette Senpai
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig. Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.